Nytårsudtalelse fra amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen

Vejle Amt

30/12-2003

Først i det nye år offentliggør strukturkommissionen en betænkning med en
række modeller for, hvordan den offentlige service i Danmark kan
organiseres fremover.
Og selvom jeg synes, vi stadig mangler gode argumenter for at sætte gang i
en større omlægning af de offentlige opgaver - eksperterne er enige om, at
den nuværende fordeling faktisk fungerer ganske godt - kan årsskiftet være
en god anledning til at repetere, hvorfor der også fremover er brug for et
regionalt niveau til at løse dele af de offentlige opgaver.

Amterne har opgaver på en lang række områder: Sundhed, undervisning,
sociale opgaver, miljø, planlægning, trafik og udvikling. Opgaver der er
for tunge og specielle for kommunerne, for fjerne fra Christiansborg, og
som bør løses forskelligt i forskellige regioner. Disse regionale opgaver
løses af amterne - så tæt på borgerne som muligt - af folk, som borgerne
har valgt til at have ansvaret.
Selv om kommunerne bliver større, vil der stadig være en lang række
opgaver, de ikke kan løfte. Og som det heller ikke vil være hensigtsmæssig
at lade staten overtage. Der er altså også fremover brug for et regionalt
niveau.
Det kan godt være, at nogle af de nuværende amter er for små til at løfte
fremtidens opgaver. Men kommende regioner må heller ikke blive for store.
Kulturelt og erhvervsmæssigt skal der være en samhørighed, der giver indre
sammenhæng og baggrund for at handle i fællesskab. Ellers ender det i
interne stridigheder. Samtidig skal de politikere, der skal lede
regionerne, kunne overskue dem. De skal have det fornødne lokalkendskab,
der - billedlig talt - gør det muligt, at trække gummistøvlerne på og
bevæge sig ud i den regionale virkelighed og i dialog med borgerne, træffe
beslutninger, som borgerne kan genkende sig selv i.

Hvem skal så styre regionerne? Det bør være folkevalgte politikere, der -
som i dag - er valgt direkte. Dem kan vælgerne nemlig stille til ansvar for
deres beslutninger. Det er ikke på samme måde muligt, hvis der er tale om
indirekte valgte politikere udpeget fra for eksempel kommunalbestyrelserne.
Vi har set mange eksempler på, at det giver uklar ansvarsplacering. Når
politikerne er direkte valgt, er det langt enklere - på valgdagen er der
mulighed for kontant afregning.

I dag finansieres amtets opgaver først og fremmest via amtsskatten. Jeg er
tilhænger af, at kommende regioner skal bevare retten til egen
skatteudskrivning. Det giver ansvarlige politikere, der har blik for en
effektiv opgaveløsning med mest mulig service for færrest mulige penge.
Hvis pengene derimod skal komme fra centrale puljer, bliver øvelsen en hel
anden. Da vil spillet let komme til at dreje sig om hvilke krumspring, der
skal til, for at hente flest mulige penge ud af diverse centrale puljer -
man går alene efter pengene.

Hvis en strukturreform resulterer i større geografiske enheder, er et bredt
flertal i Vejle Amtsråd enige om, at det nuværende Vejle Amt er et
naturligt udgangspunkt for skabelsen af en større region. Den geografiske
placering i "Danmarks store vejkryds" giver styrke og dynamik til at løfte
en større region end det nuværende Vejle Amt. Blandt andet betjener Vejle
Amts sundhedsvæsen allerede nu et større befolkningsgrundlag, end amtets
egne indbyggere. En region, bygget på Vejle Amt, vil være frit stillet til
at udnytte samarbejdsmuligheder med naboregioner til fordel for både dem og
os. De muligheder for åbenhed, konkurrence og effektivt ressourceudnyttelse
må ikke går tabt i en kommende strukturreform.

Vejle Amt er et godt amt, hvor borgerne - takket være et godt personale -
får god service for deres penge. Tak til alle amtets medarbejdere for en
god indsats i 2003.

Godt Nytår til alle i Vejle Amt!




ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site